Kategori: Blog

I livet møder vi foranderligheden, Hvert øjeblik. vi vil gerne holde fast i det der var godt. Vi søger at opleve det bare lige en gang mere.

Meditationen skal føre os ind i den samme ro og fortabelse som sidst. Musikken skal påvirke og røre på samme måde. Nydelsen af det første stykke chokolade skal stimulere sanserne på samme vis.

Men intet forbliver det samme. Det omkring forandre sig, du forandrer dig, nye skridt, en anden dans.

Ofte holder vi også fast i noget bare fordi det er kendt. Det kendte er meget tillokkende, selv hvis det kendte stopper bevægelse. Vi holder fast i en fortælling om os selv. Som måske var sand en gang men ikke mere.

Nogen gange forandre noget sig, på grund af sygdom, dødsfald, skilsmisse, flytning, mistet job…Ved første øjekast en forandring, som ikke er velkommen og vi prøver at skubbe væk. Vi prøver at genskabe det der var. Selvom det ikke var godt, men det er det vi kender.

Hvad hvis vi omfavnede det der er nyt, ville dansen så blive lettere og mere fri. Hvad hvis vi kiggede på det der er, i stedet for det der var.

Måske er det nye mere hensigtsmæssigt, sjovere, frit, givende. Måske når du kigger efter.

Mit liv, mit virke er i store forandringer, det der var kendt, det jeg definerede mig selv ud fra er opløst. Men noget andet spirer, noget nyt får plads.  Billedet af mig selv er forandret og jeg kan ikke kende, det som noget der var.

I stedet for at klynge mig til det der var og begræde det der opløst. Må jeg se det, der toner frem, som nye muligheder.

Spændende tiltag der beriger mit liv og skaber en ny dans.

Den måde jeg var i livet, har forandret sig. Jeg modtager og giver på ny.

En bog er på vej, nye projekter en ny måde at arbejde som terapeut på. Ikke et tab, men gevinst. En forandring, det var tid til.

Billede af Pernille Wulff

Vi lever i et samfund hvor vi har fokus på at gøre,. Vi spørger hvad vil du arbejde med som voksen, ikke hvem vil du være?
Vi lærer at det er vigtigt, med mærkaterne, det vi gør definere hvem vi er.
Vi glemmer at sætte pris på os selv og de mennesker omkring os. Hvad vi spørger jeg ser dig, viser, at vi ser et andet menneske for det de er. ikke bare at vi genkender den fysiske form og mærkaterne. Et af mine mærkater er forandret.men aftrykket kan ingen tage fra mig, titlen er ikke det der har defineret mig men aftrykket i mit hjerte har formet mig. og mødet kan måske være der i en forandret form.

Nogle gange glemmer jeg, jeg glemmer at se det smukke i pausen, I det mellemrum hvor alt forsvinder. Jeg vurderer mit værd ud fra det jeg kan fortælle andre jeg har lavet, hvor mange aktiviteter, hvilke klienter…
Jeg fortæller ikke om stilheden og det rum, hvor intet sker. Der hvor jeg sidder i evigheder uden fysisk bevægelse.
At sidde i noget som føles som meditation kun afbrudt af indre refleksioner det meste af dagen. Imens bevæger verden sig hastigt forbi, der tjenes penge, ordnes, gøres… Jeg sidder…
Og hvad gør jeg, er det nyttigt at sidde der uden bevægelse…
Bevægelsen ses ikke I første blik, men det trænende øje, ser måske bevægelsen. Jeg bevæger mig i mit indre, finder dansen, mens jeg sidder, jeg bevæger mig med det jeg møder. Med nogen danser jeg let, med andet mere akavet og anstrengt.
Er det nok at jeg “bare” har set mit åndedræt, mærket dets  bevægelse? Er det meningsfyldt?  Er det lige så værdig som dig der har haft fyldt dagen med arbejde.
Er det nok at jeg har set dig og lyttet, er det lige så meget værd som dig der har haft dagen fyldt med møder?
Er det nok at jeg har holdt om dig og været, er det lige så meget værd som løbeturen, madlavningen, byturen.,.

Er stilheden meningsfuld bevægelse.

Billede af Pernille Wulff

Regnen siler udenfor vinduet, i dag er det nemmere at være inde i mine hule. er det et valg at jeg har været inde, skabt alt omkring lige inde for rækkevidde de sidste mange uger. valget er opstået rent ud af trangen til ro og stilhed. at slippe kampen, at lade det der opstår opstå. ikke planlægge hvordan fordeler jeg mine kræfter. at være i nuet igen. det sted jeg kender så godt og som er det sted jeg føler mig hjemme.

planlægningen og fremtiden har præget alt omkring mig, hvor mange skridt er der ud til bilen, fra bilen til yogasalen… hen til køleskabet, til toilettet, hvornår er der kræfter til at spise, til at skrive, til at tale.

og bagefter er der så flere skridt, løft og luft tilbage, til det der får mit hjerte til at smile…til yoga, til at synge, tegne…

så der blev skabt et valg, en bevægelse mod min hule, alt blev trukket hjem, først af nød, nu naturligt.

jeg kan spise når jeg er sulten, gå på toilet når jeg skal tisse…

bevægelsen er opstået og jeg har fundet tilbage til noget jeg kender, min krop kender. yogaen har fået plads igen. og min krop skal på ny lære de bevægelser, der har været naturlige i mange år. det der er stivnet, blødgøres og det der er forsvundet bygges op igen.

Lade gamle bindinger, gamle tankestrukturer, gammelt slippe og lade det nye opstå. Det er en delikat balanceakt, fordi det samtidig tænder frygten og frustration. kan jeg komme tilbage til, der hvor jeg var, kan kroppen finde tilbage? Nej jeg kan ikke komme tilbage, alt er anderledes alt dør for at opstå igen. det er så svært at give slip på den fortælling om det, der synes at være perfekt. Når vi ser på barnet der tager sine første skridt, bedømmer og vurderer vi ikke bevægelsen, vi ser med forundring på det magiske øjeblik, hvor det lykkes og barnet bevæger sig. så hvorfor dømmer jeg min bevægelse i god og dårlig.

jeg sammenligner med det der er mistet. Men en bestemt form er væk, jeg har ikke mistet bevægelsen, den har blot ændret sig.

så i stedet for at dømme, se på den med nænsomhed. Ikke som noget skamfuldt og fejlbehæftet, der skal fixes, men som det magiske og naturlige kroppen er, der rummer fantastiske muligheder. være nysgerrig, lyttende og undersøgende og lade det opstå der skal opstå, ikke have et mål der ligger og venter, bundet op på en forventning om noget bestemt.

være med de impulser der strømmer, være bevægelsen, undersøge hvordan jeg er bevægelsen, iagttage, se og lytte. gøre ingenting og være alt.

jeg sanser og mærker bare lige nu.

Kan det virkelig være ægte det jeg mærker.Jjeg har bevæget mig med alt, mærket de dybeste afkroge, blevet udfordret på et plan jeg aldrig troede jeg ville komme ud af oprejst.

jeg har kæmpet, jeg har søgt, jeg har overgivet mig, jeg har gjort, jeg har været.

jeg har ønsket mig at være et andet sted end der hvor jeg var.  det var blevet en vane at ønske noget andet, jeg glemte at nyde det der er helt og fuldkommet. jeg vil være rask, jeg vil kunne gå opad trapper, jeg vil være stærkere, jeg vil et andet møde end det møde der er nu, selvom det nu der er er, ret magisk og bevægeligt.

drømme er vigtige, drivkraften, at skabe, men kreativitet og livet er i fortabelsen, der hvor vi er afklaret og ikke søger, der hvor ingenting stiller sig i vejen. Kreativitet er livskraft. Når vi forsøger at skabe, ændre det der er for at komme et andet sted hen stopper den flydende bevægelse. livskraften suges ud.

Langsomt mærkede jeg hvad dette betød at livskraften blev suget ud.

Selvom mit liv allerede var præget af langsomhed. blev jeg nu tvunget helt ned og stoppede helt op. Dette sted hvor der ikke var muligt, andet end at suge alle indtryk til mig, med alle sanser. Lytte, se, snuse, mærke. Iagttage. Uden at dømme. Blot være, sanse det smukke i netop det. og så opstod det, fuldstændigt intenst og sanseligt.

bevægelse midt i det der var ubevægeligt. en spirende lykke, der med ro, smil og leg fylder mig op.

sindets små dialoger om ændrede sig til en blid hvisken. og en afspændthed bredte sig.

Hvad tager vi for givet

Når vi bevæger os fortravlede rundt i tilværelsen er der meget, vi kan komme til at tage for givet. Et godt helbred, kæreste, at være elsket, at elske, venner, kærlige kys, en god samtale, familie, solskinsvejr, god søvn, et måltid, job, bolig, fred, ro, stilhed.

Vi bliver fanget i vores egen lille verden, af om telefonen virker, at trafikken flyder, internet er for langsomt, dramaer mellem kollegaer, at kaffen var for tynd, pizzaen for lille….

Det er nødvendigt at udfordre det vi tager for givet, sætte det i perspektiv.

Gang på gang glemmer vi. Vi ophører med at være nysgerrige og undersøgende,  vi glemmer at se det underfundige og magiske,  Det er først, når vi måske ikke længere har det, at vi mærker, hvor meget vi mangler det og måske opdager, at vi har taget det for givet.

Hvor tit bruger du egentlig tid på at være taknemmelig over de t du har, de mennesker og de privilegier du har i din i din hverdag. Hvad enten det er vandet, kæresten, familien, pengene, dine arme eller ben, oplevelserne, og i det hele taget livet. Værdsætter du det.

er du taknemmelig for hver dag der bliver dig givet. de mennesker der er kommet ind i dit liv

Betragter du livet som en selvfølge eller en gave som er dig givet.

i morges blev jeg igen mindet om de små ting jeg har taget for givet. jeg brugte kræfter og tid på at komme ud af min seng, noget der for et par år siden ville have taget få sekunder, uden nogen form for anstrengelse eller opmærksomhed. i dag skal enhver bevægelse nøje planlægges og prioriteres til eller fra.

jeg har lært at se på de små ting med nye øjne, jeg lærer gang på gang at se det smukke i det uperfekte, jeg lære at tage alt som bliver mig givet som en gave noget der er blevet mig skænket og ikke en selvfølge. jeg har ikke krav på noget. jeg tager i mod og jeg giver. jeg sørger for at fortælle dem jeg elsker at jeg elsker dem, jeg fortæller det der er i mit hjerte.  jeg prøver at være ærlig i alt. og jeg venter ikke.

jeg nyder det der skal nydes lige nu, for hvad nu hvis det ikke er muligt i morgen. jeg øver mig og indimellem ser jeg ikke alt som en gave. men tager jeg mig tid til at se, får jeg øje. jeg får øje på glæden ved de små ting i mellem smerten af det jeg har mistet. jeg ser det jeg har fået, jeg værdsætter.

hvor er det vigtigt at turde at være sårbar vise dit inderste selvom du ser en risiko for at blive brændt fortæl din historie med stolthed med værdighed, uperfekt perfekt.

omfavn svagheden og hold dig selv som du vil holde den anden.

når du ligger der nede  slået i atomer lad dig samle af …. at du er værd

ræk ud og græd, råb,  vær uperfekt. vær dig giv slip på at tage dig sammen , når du tager dig sammen gives næring til skammen til stemmerne,

dem der er stærke dem der ser med hjertet kan rumme du mister dit perfekte. at du er urimelig i

Når vi er i tvivl om vores egen værd og usikre på, om vi er gode nok, tør vi heller ikke vise, hvem vi er, og hvordan vi egentlig har det. Det kan føles som en trussel at være sårbar, fordi vi risikerer at blive afsløret som nogen, der ikke hører til

vi viser de sider vi har vurderet som mere rigtige end andrer. Skam handler om at være flov over noget, og  ”Hvad vil andre tænke om mig?” -og vi prøver at fremstå ufejlbarlige og perfekte.

mod at fortælle hvem du er fra hjertet, at turde at være hvem du er og ikke hvem du bør, omfavne sårbarheden, nødvendigt, villighed til at investere i det der var farligt,  at elske.. tror på at du er nok

Vi er formet af forskellige dele, nogle for mere plads end andre, nogen for meget og nogen for lidt. nogen er forbundet med stor smerte, måske blevet til sår i sjælen, historier du fortæller dig selv.

Til tider vil du måske opdage, at smerten er blevet til klangbund for hele din identitet, Måske bliver det’ selve drivkraften i livet.

Mange dele er blevet så store dele af os selv at vi ikke opdager at vi har skabt et reaktionsmønster, vi har skabt en historie vi fortæller om os selv  og gentager gang på gang.

Vi opdager det måske ikke før vi falder eller møder samme følelse. og vi bliver ramt og frygten lammer os og vi glemmer at bevare roen og blive i os selv. Det er som om vi bliver ført af en fremmed.

Et gamle sår bliver aktiveret, og vi føler os smidt tilbage i det der nu har forårsaget såret.

Handlingslammede kan vi føle os fuldstændig fanget i smerten fra det gamle sår. vi ser ikke at nu er ikke den gang.  smerten og historien er så kendt at vi tror den altid vil være der at det er vores lod i livet.

Men vi har et valg.

Vi kan beskytte os yderligere, gemme os bag– begrave såret fortælle historien og endnu en gang lade os blindt styre af smerten i dybet. fodre den del af os der ikke har tillid.

Eller …

vi kan lære at blive vores egen bedste ven, at se og møde alle sider af os selv, se og blive opmærksom på det der måske spænder ben og har været med til at skabe fastlåste overbevisninger og forestillinger. intergrer og omfavne alt det vi indeholder og derved ændre historien. transformere smerten.

Skabe overensstemmelse mellem gøren og væren, skabe tillid til os selv, og udtrykke os mere sandt og frit, fri fra historien. Finde tilbage til os selv, der hvor vi ser det smukke menneske vi er.

Omgivet, kvælende trækker det energien ud, jeg har opgivet håbet om at smerten forsvinder, har mærket begyndelsen på begyndelsen. Friheden ved at håbløsheden har taget tilliden i hånden. men det har de ikke jeg ser smerten og frygten i deres forsøg på omsorg, omsorg der er fedtet ind i frygten og håbet, håbet om noget bedre.

Mærker tyngden bag mig, utålmodigheden. og jeg bliver så træt, øjnene vil allerhelst lukke, stemmen vil allerhelst råbe, fuck dig indtil den afventende tyngde forsvinder.

jeg vil bare være til stede uden håbet uden frygten, være fuldt ud til stede. det kan jeg kun her. jeg flygter ikke. jeg er lige her,jeg oplever lige nu. Oplever de ? Er de til stede eller er de forsvundet ind i frygten, ind hvor de prøver at styre ? De prøver at hjælpe, men forstår ikke at vi mister fodfæste. Vi mister fodfæste der hvor vi prøver at justerer i følelsen af mangel.

Jeg byder støtten velkommen, jeg ser at jeg har brug for den, men formen kan være let og befriende eller tung og fængslende. Tages ansvaret fra mig eller forbliver det ved mig. så jeg kan modtage uden afhængighed af hjælpen.

Jeg bliver ved mig selv, lader håbløsheden omfavne mig,  opgiver håbet om alternativer til dette øjeblik. dette øjeblik er helt perfekt. jeg ryster deres frygt af mig. og minder mig selv om at det er deres.

Jeg trækker energien hjem igen. mærker smilet komme tilbage. jeg ser den gyldne vej igen.

Billede af pernille wulff

I dag er det efterårsdøgn, døgn og nat er atter i balance. En tid hvor vi kan takke for alt det der er blevet os givet. Vi står foran døren til vinteren og kan iagttage, hvordan naturen begynder at trække sig tilbage og fornemme en berigende ro sænke sig. Indbyder til eftertænksomhed, inviterer til overgivelse at finde sit værd. at elske sig selv. Efter en givende aktiv fase med fokus udadadtil er det nu  tid til at vende blikket indad og mærke efter hvem du er, hvad dit hjerte resonere med,  hvad du har brug for, hvad er betydningsfuldt for dig. Efterårsjævndøgnet et rigtig godt tidspunkt til at sætte sine intentioner, mål og ønsker for det indre arbejde. Det markerer at det er tid til at gøre sig klar og gøre status.

billedet taget af Pernille wulff

Vi er ofte ikke klar over i hvor stor grad frygt spiller en rolle i vores liv, vi frygter så meget jeg kender frygten som frygten for det der kommer til at ske ikke en real fare men frygten for det derude….. tror mange af os genkender frygten som en essentiel følelse. vi mangler styrke til at blive den vi er fordi frygten er så stor en del af os gå mod din frygt, vær villig til at blive overrasket, vi ved ikke hvad der ligger derude,men tænk hvis vi kunne leve uden frygt…. uden frygt vil det umulige være muligt…

Et skrig, en knude…. jeg er opslugt. Så ukendt, så usynlig har den gemt sig. Blæsten har pustet til den og nu brænder den ind imellem ude af kontrol som en ødelæggende kraft, men også som en varme der giver styrke og indre kraft, jeg må undersøge og lære hvad vredens stemme vil fortælle når blidheden forvandles og forhærdes. overrasker mig og jeg må se… Alt bliver blandet og uklart Flammen bliver sort af de våde tårer, hvad er vrede, hvad er sorg hvad er afmagt hvad er….

Vreden er så forkert eller er den.. måske kan det være den, der skaber frihed og lader dybden bestå. måske den sætter fri og holder på samme tid.

Hører ekkoet I det fjerne af musik. -jeg kysser dig og tillader omsorg og nærhed  i mellem os, når du banker på. Lader stormen rase og lader flammen vokse, mens jeg lærer kunsten at mestre….

Jeg gør plads, så det er vækket kan bringe en uskyld og umiddelbarhed. jeg tillader en tryg og omfavnende vej i gennem mig. Du er spontan, farlig men også smuk. Du der bor i mit hjerte. jeg fylder dig med kærlig opmærksomhed lader dig leve, brænde, pulsere. jeg er ikke dig, men dit hjem din havn.

billede af Pernille Wulff

Hvad er det jeg viser, hvilket aftryk sætter jeg i dig.  Ser du alt eller bliver du farvet af….

Kroppen knuger, en spænding, følelser, krop, tanker rystes sammen og intet kan adskilles – roen og uroen eksisterer på samme tid. Hvor er du? Sorgen over det der mistes, Det der forsvinder. Blikket der flyttes, bevægelsen væk, fravalget, valget.

Du gør noget ved mig, du rør mig. Du sætter et aftryk.

Jeg ser det du viser mig.

Jeg viser hudløst ærligt alt, jeg står åben, stærk og sårbar, men jeg ved ikke hvilket aftryk det skaber i den anden.  Er det mere sikkert at lukke at vise mindre. jeg prøver et split sekund, men det lykkes ikke.

Der var jeg, men skjoldet er fjernet og smidt væk og jeg vil ikke gendanne et nyt. Jeg vil hellere smerten der sker i ærligheden, jeg mindes da jeg gemte mig bag og ikke viste hele mig. hvor jeg klemte mig ind og skjulte alt. og det gør ondt at mindes.

Jeg må turde at miste. Jeg må turde at sætte et aftryk, mit særlige aftryk trods…. og have tillid til at effekten er den det skal have, at det der skal forblive bliver.

i sympatiens slør ser jeg ikke andet end det smukke, det jeg længes efter, jeg bliver forført jeg overgiver mig og lader mig falde uden sikkerhed fordi jeg vil det så meget. jeg smelter sammen, og glemmer at mødet skal røre og ikke blandes. i sammensmeltningen er det ikke et ægte møde men en illusion hvor jegets kraft opløses. jeg bevæger mig ud hvor jeg rent kan se, fri for antipati og sympatien, her i renhedens lys bliver alt tydeligt og jeg er afklaret
#sympatien#antipatien #slør #mødet

Billede af pernillewulff_

Stilheden sænker sig jeg får Plads til refleksion til at forstå, at sanse. Alt føles. følelser og ord har taget over fylder hele mig og kan ikke få øje på mig selv. En sorg overvælder mig, tårerne løber frit. Fordamper i den trykkende varme der har omsluttet mig. Holder mig fast stopper bevægelsen hvad fængsler mig mest kroppen, følelserne, tankerne eller varmen…. Ordet stopper på vej ud, åndedrættet bliver kvalt og jeg hiver efter vejret. Et øjeblik mærker jeg angsten,angsten hvor dette nu fører mig hen. Jeg overgiver mig til gråden, lader tårerne flyde, som regnen der falder mod den længselfulde jord der tørster efter den. Skyller skidtet væk, renser og nærer. Og støvet lægger sig. Og landskabet toner frem mere klart. Står hudløst og blottet i sin form. Mærker den beroligende støttende arm der holder mig giver mig plads til at lade tårerne falde. Mærker kærligheden der strømmer fra dem der står mit hjerte nært de går vejen med mig hjælper mig så jeg ikke farer vild på den ujævne, mørke og ukendte vej. Jeg er støttet, holdt og elsket. Og magien opstår og lyset brænder i mørket. Og jeg ser mig selv igen, på vej….
#perasperaadastra #lysimørket #kærlighed
Billede af pernillewulff_