Et skrig, en knude…. jeg er opslugt. Så ukendt, så usynlig har den gemt sig. Blæsten har pustet til den og nu brænder den ind imellem ude af kontrol som en ødelæggende kraft, men også som en varme der giver styrke og indre kraft, jeg må undersøge og lære hvad vredens stemme vil fortælle når blidheden forvandles og forhærdes. overrasker mig og jeg må se… Alt bliver blandet og uklart Flammen bliver sort af de våde tårer, hvad er vrede, hvad er sorg hvad er afmagt hvad er….
Vreden er så forkert eller er den.. måske kan det være den, der skaber frihed og lader dybden bestå. måske den sætter fri og holder på samme tid.
Hører ekkoet I det fjerne af musik. -jeg kysser dig og tillader omsorg og nærhed i mellem os, når du banker på. Lader stormen rase og lader flammen vokse, mens jeg lærer kunsten at mestre….
Jeg gør plads, så det er vækket kan bringe en uskyld og umiddelbarhed. jeg tillader en tryg og omfavnende vej i gennem mig. Du er spontan, farlig men også smuk. Du der bor i mit hjerte. jeg fylder dig med kærlig opmærksomhed lader dig leve, brænde, pulsere. jeg er ikke dig, men dit hjem din havn.
billede af Pernille Wulff