Ny bevægelse

52312501_2334728243443235_4385808530075025408_n

Regnen siler udenfor vinduet, i dag er det nemmere at være inde i mine hule. er det et valg at jeg har været inde, skabt alt omkring lige inde for rækkevidde de sidste mange uger. valget er opstået rent ud af trangen til ro og stilhed. at slippe kampen, at lade det der opstår opstå. ikke planlægge hvordan fordeler jeg mine kræfter. at være i nuet igen. det sted jeg kender så godt og som er det sted jeg føler mig hjemme.

planlægningen og fremtiden har præget alt omkring mig, hvor mange skridt er der ud til bilen, fra bilen til yogasalen… hen til køleskabet, til toilettet, hvornår er der kræfter til at spise, til at skrive, til at tale.

og bagefter er der så flere skridt, løft og luft tilbage, til det der får mit hjerte til at smile…til yoga, til at synge, tegne…

så der blev skabt et valg, en bevægelse mod min hule, alt blev trukket hjem, først af nød, nu naturligt.

jeg kan spise når jeg er sulten, gå på toilet når jeg skal tisse…

bevægelsen er opstået og jeg har fundet tilbage til noget jeg kender, min krop kender. yogaen har fået plads igen. og min krop skal på ny lære de bevægelser, der har været naturlige i mange år. det der er stivnet, blødgøres og det der er forsvundet bygges op igen.

Lade gamle bindinger, gamle tankestrukturer, gammelt slippe og lade det nye opstå. Det er en delikat balanceakt, fordi det samtidig tænder frygten og frustration. kan jeg komme tilbage til, der hvor jeg var, kan kroppen finde tilbage? Nej jeg kan ikke komme tilbage, alt er anderledes alt dør for at opstå igen. det er så svært at give slip på den fortælling om det, der synes at være perfekt. Når vi ser på barnet der tager sine første skridt, bedømmer og vurderer vi ikke bevægelsen, vi ser med forundring på det magiske øjeblik, hvor det lykkes og barnet bevæger sig. så hvorfor dømmer jeg min bevægelse i god og dårlig.

jeg sammenligner med det der er mistet. Men en bestemt form er væk, jeg har ikke mistet bevægelsen, den har blot ændret sig.

så i stedet for at dømme, se på den med nænsomhed. Ikke som noget skamfuldt og fejlbehæftet, der skal fixes, men som det magiske og naturlige kroppen er, der rummer fantastiske muligheder. være nysgerrig, lyttende og undersøgende og lade det opstå der skal opstå, ikke have et mål der ligger og venter, bundet op på en forventning om noget bestemt.

være med de impulser der strømmer, være bevægelsen, undersøge hvordan jeg er bevægelsen, iagttage, se og lytte. gøre ingenting og være alt.

jeg sanser og mærker bare lige nu.