Hvad er det jeg viser, hvilket aftryk sætter jeg i dig. Ser du alt eller bliver du farvet af….
Kroppen knuger, en spænding, følelser, krop, tanker rystes sammen og intet kan adskilles – roen og uroen eksisterer på samme tid. Hvor er du? Sorgen over det der mistes, Det der forsvinder. Blikket der flyttes, bevægelsen væk, fravalget, valget.
Du gør noget ved mig, du rør mig. Du sætter et aftryk.
Jeg ser det du viser mig.
Jeg viser hudløst ærligt alt, jeg står åben, stærk og sårbar, men jeg ved ikke hvilket aftryk det skaber i den anden. Er det mere sikkert at lukke at vise mindre. jeg prøver et split sekund, men det lykkes ikke.
Der var jeg, men skjoldet er fjernet og smidt væk og jeg vil ikke gendanne et nyt. Jeg vil hellere smerten der sker i ærligheden, jeg mindes da jeg gemte mig bag og ikke viste hele mig. hvor jeg klemte mig ind og skjulte alt. og det gør ondt at mindes.
Jeg må turde at miste. Jeg må turde at sætte et aftryk, mit særlige aftryk trods…. og have tillid til at effekten er den det skal have, at det der skal forblive bliver.