I et oprørt hav. Det er svært at blive stående stærkt i mig selv. Bølgerne fører mig frem og tilbage. I kampen for at få vejret, at holde mig oven vande sluger jeg… og drukner i følelser og i tanker. jeg fortaber mig i frygten og følelsen af uværdighed. bliver viklet ind i mærkatet og dér viklet ind under vand forsvinder lyset, jeg kan ikke se, mærker bare hvordan jeg sluger vandet og bliver kvalt.
jeg lader vandet gribe mig, holde mig, det svøber sig om mig kærtegner min krop, jeg tager i mod. jeg giver slip og tillader sorgen og tårerne. De salte tårer blandes med havet og jeg mærker vandets kærlighed, Min kærlighed vi bliver ét, vi holder mig og jeg kan trygt give slip og i mellemrummet bliver det stille, uendeligt stille. Havet stilner og bølger mig blidt. jeg mærker vægtløsheden og flyder med. lytter til stilheden og mærker skønheden, der i tomrummet. Vandet renser, heler og nærer mig. Tårerne falder blidt – ikke smertens tårer, men sjælens tårer, jeg lader dem fylde havet med hendes visdom, og tilliden i mig til at visdommen vil fylde mig når jeg er klar. nu vil jeg bare være. Lade roen omslutte og den blide vuggen føre mig ind i søvnens favn og lade livskræfterne tage over. og vide at jeg vågner, formet af vandet – fri og genfødt.