43164537_10156684724482346_3036909690681294848_n

Farverne skaber

Roen og centrering forsvinder, som solen bag skyen, den er der bagved som en underliggende kvalitet. men skyen tager lyset. ligger sig som et dækkende tæppe. Gråden trænger sig på forfulgt af magtesløsheden, frustrationen og vreden.  Vreden over at forventningen ikke stemte med det der kom. Trodsigheden tænder og skruer op for varmen. Ordene trænger sig på, kan det komme ud med ordene. det der er vækket er det godt eller dårligt. Skal jeg virkelig give plads til det, som ikke har fået plads igennem livet. Varmen og intensiteten var altid,  der inde bag. En genkendelse af noget der er blevet kvalt, som ikke fik det udtryk som det fortjente. En passion i min dybeste essens var mig berøvet, en så stor del af min oprindelse viser sig, den ild der ligger bag det fine rolige ydre, vokser i intensitet fascinerende og skræmmende at mærke den… så uhåndgribelig og intenst kilden til mine farver, kraft og varme. det der får min sjæl til at danse og tage livet ind og fordøje alt det jeg møder. ild lader mig brænde, brænde for det der kalder, brænde ind i hjertet af det der matter, der hvor øje og hånd ikke kan nå.

Jeg mærker vreden er fri af vurderingen, jeg mærker i stedet den kraft der er som lader mig være bevæget. jeg kan lade ilden blive balanceret og harmonisk i sammenspil med de andre elementer. Alle værdige til deres plads i landskabet, netop den rette mængde skabe et smukt billede hvor alt blandes og skaber intense og dybe farver. jeg har brug for alle farver. Tage ligeligt alle dele til mig som naturlige og ikke styrende, fuldt ud hjemme og i kraft bliver jeg mig selv.

Jeg ser lyset danse med mørket og det fineste himmelbillede toner frem

 

billede af pernille wulff

AUT10118

harmonien

Et skift viser mig alle livets sider igen, et glimt af sårbarhed, et glimt af styrke, et glimt af vrede, et glimt af lykke. Alt flyder sammen i stormfloden, vækker stagnationen. Vækker viljen, den vilje der er så stærk. den vilje der blev overset i overgivelsen. Der var et før og der er et nu.

Jeg kan skabe min virkelighed. Jeg måtte opløses jeg måtte begive mig ind i mørkets ensomhed, for at blive fri til at bygge op igen. jeg åbner mig for at modtage det jeg skal modtage. Jeg har givet slip og skabt plads til et nyt fundament. jeg har fundet plads til det der allerede var og som skal bevares og næres som en smuk juvel og et nyt rum venter på det der skal modtages.

Jeg hiver og skubber ikke, jeg er. jeg ser mig selv og den anden med klarhed. jeg har smidt sløret der dækkede, så jeg blev forstyrret. Mit forsøg på at skabe harmoni, hvor end jeg bevægede mig, blev en kamp med anstrengelse. Harmonien skabes. Naturen viser os det med så stor naturlighed. alle elementerne får plads og netop her skabes harmonien. Hvem bestemmer hvornår harmonien opstår, måske var det nødvendigt med kaos og smerte for at balancen kunne skabes.

Jeg kan kun, med min vilje, bevæge mig mod harmonien i mit indre. jeg kan kun svare på det der kalder an på mig ikke det der kalder på andre, det er hvad mit ansvar er. jeg kan bruge min vilje til at gå den vej der viser sig, nære mig selv på vejen. se bort fra de historier jeg har skabt om hvad der er godt og hvad der er dårligt. Så mine kræfter ikke bruges unødvendigt på at klynge mig til og skubbe væk, men at min egen kraft er helt fri, klar til at modtage og give i fuld oprigtighed. I min afklarethed kan jeg være stærk og vokse. jeg kan mærke uden at miste mit center.

1781533_10201889627857299_732277885_o

Tårernes gave

I et oprørt hav. Det er svært at blive stående stærkt i mig selv. Bølgerne fører mig frem og tilbage. I kampen for at få vejret, at holde mig oven vande sluger jeg… og drukner i følelser og i tanker. jeg fortaber mig i frygten og følelsen af uværdighed. bliver viklet ind i mærkatet og dér viklet ind under vand forsvinder lyset, jeg kan ikke se, mærker bare hvordan jeg sluger vandet og bliver kvalt.

jeg lader vandet gribe mig, holde mig, det svøber sig om mig kærtegner min krop, jeg tager i mod. jeg giver slip og tillader sorgen og tårerne. De salte tårer blandes med havet og jeg mærker vandets kærlighed, Min kærlighed vi bliver ét, vi holder mig og jeg kan trygt give slip og i mellemrummet bliver det stille, uendeligt stille.  Havet stilner og bølger mig blidt. jeg mærker vægtløsheden og flyder med. lytter til stilheden og mærker skønheden, der i tomrummet. Vandet renser, heler og nærer mig. Tårerne falder blidt – ikke smertens tårer, men sjælens tårer, jeg lader dem fylde havet med hendes visdom, og tilliden i mig til at visdommen vil fylde mig når jeg er klar. nu vil jeg bare være. Lade roen omslutte og den blide vuggen føre mig ind i søvnens favn og lade livskræfterne tage over. og vide at jeg vågner, formet af vandet – fri og genfødt.