Opgivelsen, magtesløsheden, nytteløsheden hun står afpillet og grå ved kanten langs afgrænsningen. afskyen toner i mod, jeg lukker dig ikke tættere! Skjoldet omkredser mig, skiller mig fra det derude. Beskytter mig mod det, der måske bare ikke skal beskyttes i mod. Beskytter min kerne, beskytter lyset som stråler – En enorm styrke i kontrast til det ude bag skjoldet, vi er ikke forenet men adskilt.
Det altomholdende hvisker med sin blide stemme. og med langsomhed bliver lyset og skjoldet flydende falder og flyder som lysende vand, næsten som flydende ild. Beliver og nærer den golde og grå jord, fylder snart hele rummet. Når kanten og hun skifter form, bevæger sig i det lysende vand fri og forbundet på samme tid. Afgrænsningen fordufter og vandet forsætter ud i det magiske og underfundige landskab, der viser sig bag. En verden åbenbarer sig. Et landskab af farver, dufte og summende liv. hun er luften og ved hver indånding mærker jeg hende, hun er i rummet overalt. Jeg kan byde hende velkommen, anerkende hendes eksistens.
Jeg holder rummet og opdager at jeg både iagttager og ånder med. Den smukke krop der flyder igennem vandet i blide svømmetag med lethed mærkes helt ind i min sjæl, jeg husker. Jeg græder af glæde og sorg. jeg husker i mit hjerte, det jeg havde glemt. Kroppen rejser sig med ynde og bevæger sig med en kvindelig styrke igennem det smukke landskab. Hun skinner. Hun er hjemme og med største naturlighed bevæger hun sig i denne vidunderlige verden i verden.
Et magisk sted er blevet mig givet hvor jeg kan mærke og huske. En del af mit indre, et landskab som er lige her med alt sin rigdom, magi og tillid, tillid til at det nok skal lykkes.
billede af Pernille wulff