indre fylde af evighed

Alt er så stille. de endeløse dialoger er ophørt. Det føles så fremmed så ukendt. Fornemmer aktiviteten omkring mig, de andres larm, mine begrænsninger… men det er dér ude. Et mellemrum opstår. En ny måde at mærke livet. Er det forkert… hvad er forkert, hvad er rigtigt, findes det overhovedet. Holder jeg fast i den kendte måde, bare fordi det er den jeg kender.

At opleve igennem mine følelser at se og mærke, ser på det, det er det jeg kender. Det får mig til at føle mig sprudlende, levende, men det er også det der indimellem kaster mig ud på dybt vand, hvor jeg ikke kan få vejret.

Stilheden har i mange år været en skattet ven, der har bragt ro og lindring. som har hjulpet mig med at være, at forholde mig, at fordøje. en stilhed jeg har kunnet finde frem i aleneheden, meditationen, åndedrættet…

men min ven forsvandt til tider og jeg lod mig rive med strømmen af følelser og tanker.

Stilheden der fylder mig nu i min kerne – en indre fylde af evighed, som om alt hviler i et ubevægeligt nu.  Her kan jeg mildt og ydmygt tage imod hele min virkelighed uden antipati uden sympati.

I ordene består stilheden, i samtalen består stilheden, i mødet består stilheden….

Ud af stilheden vokser jeg. Ud af stilheden lærer jeg at mestre livet. her opstår livskraften, kreativiteten, passionen, drømmene. En ny måde at mærke og sanse.

 

billede taget af Pernille Wulff