Rosen….

Taler jeg i to tunger…. hører jeg et ønske om at gøre, at gøre som jeg har gjort, at gøre at handle…..

Eller tør jeg følge ind i uvishedens væren. Mærker vægelsindet hører stemmen sige noget og så noget andet. hvad er sandt hvad kommer dybt inde fra, hvad kommer fra det kendte hvad kommer fra det ukendte. hvem er jeg er, hvem vil jeg være… hvordan kan jeg være hende.

Forsvinder jeg, hvis jeg bare er og for en stund giver slip på at gøre? kan jeg virkelig være uden at gøre…. uden at vurderer godt og dårligt. Stoppe bedømmelsen. Hvem ved.

Rosen er… uden tanke tager den hvad den skal bruge, i sin egoisme samler hun næring fra jordens dyb, suger hun vandet, vender sig mod solen, svajer i brisen, vokser sig større, rejser sig mod himlen. Stråler…. viser sit værd bare ved at være. Ved hun, at hun giver hendes skønhed? at hun giver ved at være. Dømmes hun nogensinde i forkert og rigtig, er hun mere eller mindre værd end æbletræet, eller egetræet der giver skygge….eller bien der flyver rundt og spreder hendes kærlighed.

Hun gør ved at være. hun er alene, hun er sammen. ser sig selv i de andres blikke – spejlet i deres øjne. i deres kærtegn, i deres varme.  Hun er altid alene og sammen.

I cirklen mærker jeg forbundetheden og aleneheden, de følges ad. Jeg tager dem i hånden. Sorgen og kærligheden toner frem, skuldrene falder ned og tårerne giver slip, jeg behøver ikke holde fast jeg bliver grebet og rummet i min sårbarhed og styrke jeg er ikke forkert eller rigtig. De ser mig, mærker mig. jeg har givet og vist mig. og de har vist mig tilbage. vi er forbundne i cirklen.

Tør jeg omfavne skønheden, tage imod forskellen med fuld oprigtighed være uden længsel efter det der var. tør jeg give slip på det jeg kender, tør jeg stråle fra min væren. tør jeg tale med én stemme, en stemme der ikke er vægelsindet, men med den største sikkerhed vokser og finder vejen i væren.