Forårets kraft

Charlottes blog1

Jorden tør op, luftens milde brise kærtegner landskabet og livskraften rejser sig. Tiden vi er i, er forbundet med skabelsen, kreativiteten og livet.

Langsomt og kraftfuld mærker jeg livskraften, bevæge sig fra de dybeste lag i mig, hvor den har dvælet i vinterens mørke – det er et vendepunkt, hvor nye energier spirer og gror. Dagene begynder at blive længere end nætterne, jeg får trang til at komme ud, til at handle, til at der skal ske noget.

At fejrer lyset og vække mit indre forår, med foråret vågner jeg, ligesom blomsterne vågner. Alle vegne omkring mig, ser jeg bevis for livets evne til at regenerer, bierne, fuglene, liv og aktivitet,

Alt ånder, alt pulserer, energierne strømmer, jeg trækker vejret med alt levende. Frihed – foråret. I friheden trækker jeg vejret frit, i glæden mærker jeg en sødme, der får mig til at smile, til at overgive mig til det jeg drømmer om. At tage ind og åbne hjertet, at lade Livskraften og lyset fylde mig op. 

En trang til at lade min indre kriger få plads, beskytte mit indre hjerterum, hvor min sjæl næres, så jeg kan være den autentiske mig. Måske skal jeg genfinde mig selv, tage livet ind på ny. Se verden på ny.

Og Hvem er jeg egentlig, jeg har set på det tidligere og måske er det årstiden og omstændigheder, der får mig til at kigge igen. Forårets kraft inspirerer  – og når jeg ikke kan bevæge mig med den kraft og ynde jeg gerne vil, Selvom den indre kraft vokser sig større og den indre kriger får plads – presser tankerne sig på – hvordan møder jeg mig selv i det. Hvordan definere jeg mig selv og hvordan skaber jeg…

Det er i mødet, jeg mærker mit store behov, for at mærke at jeg er mig. Der opstår en kamp for at skjule svagheden. Skjule den jeg er. Så lige der bevæger jeg mig væk og i stedet for at virke ud fra mig selv handler jeg ud fra omverden, ud fra hvad jeg tror omverden ser som styrke, hvem jeg burde være.

Men netop i sårbarheden oplever jeg jo også, at jeg vokser, netop når jeg tør være i den og lade andre mærke den.

Jeg mærker mig selv tydeligt, jeg mærker mine drømme, Jeg føler at jeg giver mit inderste lov til at stråle og handle ud fra mig selv. I forårets lys bliver alt tydeligt. Mørket og lyset står som store kontraster, som driver mig til at reflektere, at se på alle dele af mig selv, at omfavne hele mig – også det der er svært og som virker uoverskueligt. I foråret frisættes en masse bunden energi og jeg renser ud og skaber plads, til at en ny form kan få plads, til at vokse og spire.

Jeg prøver at finde modet til at møde min frygt, give slip og værdsætte nuet. At være tro mod mit eget væsen, ikke ligge under for omverdens krav og fordomme. Jeg tør se og forholde sig til min virkelighed jeg tør tro på det der måske synes umuligt. Jeg er tæt på, tæt på at se mit livsformål for mig og elsker den mulighed jeg har fået. I stedet for at kæmpe imod og ønske der var mere lys, inviterer jeg mig selv ind i foråret med det milde og kraftfulde, og lader livskraften og kreativiteten udfolde sig uhæmmet og skaber….

Jeg står ansigt til ansigt med min egen sårbarhed og styrke. Forårets omskiftelighed, lærer mig at lytte til mit indre, til at finde ro, stabilitet og finde hvile i mig selv. Men også lade den indre dans og kraft udfolde sig. At give næring til frøet.

Jeg har brug for at læne mig tilbage i processen – at give slip med tillid til, at der sker det der skal ske. Men stadig puste ild til min passion – skubbe de fysiske begrænsninger i baggrunden og lade min tro fylde – min tro på, at jeg har noget at dele og at jeg kan skabe virkelighed af min drøm fordi jeg er mig! At lægge mit hjerte i alt – at tænke, handle føle fra et åbent hjerte.

Lytter du til foråret, ser du på hvor du skal frisætte og hvor du skal give næring? Hvor handler og skaber du fra?